Psykologisk behandling – psykoterapi – psykoedukation
Psykologer er særligt uddannede til at udføre psykologisk behandling, herunder psykoterapi og psykoedukation. Psykoterapi og psykoedukation anbefales i Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer som enten førstevalg til behandling af mange tilstande og psykiske lidelser eller som supplement til farmakologisk behandling.
Diagnostik som kernekompetence
Psykopatologisk udredning, herunder diagnostik, er en del af kernekompetencen for psykologer.
Psykologer må således gerne stille diagnoser – diagnosticere – hvis psykologen har ”de fornødne kvalifikationer” til at gøre dette på et fagligt forsvarligt grundlag. Dette gælder som udgangspunkt for alle psykologer, også i privat praksis, og ikke kun for specialpsykologer og specialister.
Både børn, unge og voksne henvises i stigende grad til psykiatrien med henblik på udredning. De lange ventetider får mange til i stigende grad at søge hjælp hos privathospitaler og hos privatpraktiserende psykologer og psykiatere. I og med at det gælder, at alle psykologer med rette kompetencer kan diagnosticere, er det også muligt for selvstændige psykologer at diagnosticere.
Psykologer i privat praksis kan stille diagnoser, og gør det i høj grad fx udviklingsforstyrrelser hos børn og unge, og angst og depression hos unge og voksne.
Overblik over kompetencekrav til at udføre tests
For at sikre at kommunale ledere har kendskab til, hvilke tests psykologer kan udføre, kan du her se en oversigt over tests fra Pearsons og Hogrefe med anførte kompetencekrav:
| Testnavn | Kompetencekrav |
| Q-interactive | Psykolog |
| WMS-III | Psykolog |
| BAI | Psykolog eller læge |
| BASC-3 | Psykolog eller læge |
| Benton Visual Retention Test | Psykolog |
| BESS (BASC-3 BESS) | Psykolog eller læge |
| BDI-2 | Psykolog eller læge |
| Brown EF/A | Psykolog |
| CAT | Psykolog |
| D-KEFS | Psykolog |
| D-REF | Psykolog |
| Hare Psychopathy checklist PCL-YV | Psykolog eller læge |
| IST 2000R | Psykolog, læge eller specialcertificeret |
| Kropsdukkefamilie | Psykolog eller læge |
| MCMI-III | Psykolog eller speciallæge i psykiatri |
| Raven’s 2 | Psykolog |
| RBANS | Psykolog eller læge |
| RIAS | Psykolog eller læge |
| Rorschach/RIAP | Psykolog |
| SON-R | Psykolog eller læge |
| SCL-90-R | Psykolog, læge eller Speciallæge i psykiatri |
| TAT | Psykolog |
| WAIS-IV | Psykolog |
| WISC-IV, WISC-V | Psykolog |
| WPPSI-IV | Psykolog |
| WMS-III | Psykolog |
Hvad varetager psykologer ikke?
Medicin
Psykologer må ikke ordinere medicin eller følge selvstændigt op på medicinsk behandling medmindre dette foregår på delegeret ansvar fra læge.
Tvang
Anvendelsen af tvangsforanstaltninger (tvangsindlæggelse, bæltefiksering, tvangsmedicin) i psykiatrien er reguleret af psykiatriloven, hvoraf det tydeligt fremgår, at psykologer ikke har beføjelser til at ordinere tvang, ej heller på delegation af en læge.
Kilde: Dansk Psykologforening.
