Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening. Som autoriseret psykolog er jeg forpligtet af Lov om Psykologer og af de Etiske Principper for Nordiske Psykologer. Vores samtaler er således omfattet af tavshedspligt.
Om psykologens tavshedspligt
Tavshedspligten er forudsætningen for en klients tryghed og er helt basal for et vellykket klientforløb. Sammen med de etiske principper og psykologens faglighed udgør den grundlaget for psykologens virksomhed. Tavshedspligten skal overholdes, uanset hvilke samarbejdsrelationer psykologen indgår i. Det er psykologen, der har ansvaret for tavshedspligtens overholdelse.
Der er imidlertid situationer, hvor psykologen kan komme ud for at skulle bryde sin tavshedspligt – enten som en pligt til at bryde den eller som en ret.
Pligtmæssig videregivelse
Nogle enkelte love forpligter psykologen til ubetinget at bryde tavshedspligten. I de meget få tilfælde skal psykologen derfor ubetinget videregive de nødvendige oplysninger. Psykologen skal ikke afveje og vurdere situationen, men skal på begæring udlevere de ønskede oplysninger.
Dette ses fx, hvis en dommer afgør, at psykologen til brug for retssager skal udlevere de ønskede oplysninger uden begrænsning. Psykologen har også pligt til på en dommers anmodning at afgive vidneforklaring om forhold, der normalt er omfattet af tavshedspligten.
I arbejdsskadesager, i klagesager over en psykologs virke og i psykologens egne skattesager har psykologen en ubetinget pligt til at videregive de oplysninger, myndigheden har brug for.
Ret-/pligtmæssig videregivelse efter vurdering
Enkelte love kan også indeholde en forpligtelse til at videregive fortrolige oplysninger, hvis psykologen vurderer, at situationen er så alvorlig, at tavshedspligten skal brydes. Her er det altså psykologens vurdering af forholdene, der er afgørende. Generelt gælder det, at ethvert brud på tavshedspligten forudsætter en nøje overvejelse, hvor psykologen må klargøre og vurdere de foreliggende forhold og foretage en afvejning af dels hensynet til klienten, dels hensynet til nødvendigheden af at videregive oplysningerne.
Hvis der videregives oplysninger, må psykologen kun videregive det, som er relevant og nødvendigt for en sags afklaring. Psykologen skal ved videregivelsen underrette klienten om, hvilke oplysninger der vil blive videregivet til hvem, og hvorfor det er nødvendigt. Psykologen skal notere videregivelsen og begrundelsen for den i journalen.
Eksempler
De eksempler, der nævnes nedenfor, er alle situationer, hvor psykologens vurdering er afgørende for, om tavshedspligten skal brydes:
Psykologen skal ubetinget underrette et barns hjemkommune, hvis psykologen vurderer, at et barn eller en ung under 18 år er udsat eller har brug for særlig støtte – også selv om barnet eller forældrene modsætter sig underretningen.
I tilfælde hvor psykologen vurderer, at en klient selv eller andre er udsat for åbenlys fare, fx hvis klienten udviser tegn på at være selvmordstruet og derfor skal henvises til psykiatrisk behandling, skal psykologen bryde sin tavshedspligt for at beskytte andres liv og velfærd. Endelig kan klienten selv ønske, at tavshedspligten skal brydes, og at psykologen skal videregive fortrolige oplysninger til andre. Det kan være til myndigheder eller i forbindelse med forsikringssager.
I den situation er det psykologens pligt at sikre sig, at der foreligger et informeret skriftligt samtykke til videregivelse af oplysningerne, til hvem oplysninger skal gives, og til hvilket formål. Hvis psykologen vurderer, at nogle af de oplysninger, klienten ønsker at videregive, er uhensigtsmæssige for klienten, er det psykologens etiske pligt at oplyse klienten om dette.