Selektiv Mutisme

Når barnet bliver tavs i bestemte situationer

De fleste børn snakker løs, når de er trygge derhjemme. Men for nogle børn sker der noget helt særligt: I bestemte situationer – for eksempel i børnehaven eller skolen – bliver de fuldstændig tavse og bruger slet ikke deres stemme. Hvis denne tavshed varer ved og følger et fast mønster, kan der være tale om det, vi kalder Selektiv Mutisme.

Som tommelfingerregel skal man reagere, hvis et barn ikke taler. Det er ikke noget, barnet bare “vokser fra”, og det er vigtigt at handle på det – også selvom barnet kun er to eller tre år gammelt. Hvis barnet taler frit hjemme, bør sproget også være til stede i institutionen.

Hvor mange rammes, og hvornår starter det?

Det er en forholdsvis sjælden tilstand, som rammer cirka 0,7 til 2 procent af danske børn. Det starter typisk i 3-6 års alderen, men vi ser også unge og voksne med diagnosen – ofte fordi de ikke fik den rette hjælp som små.

Uanset alderen kan det have store konsekvenser. Det er svært at trives og udvikle sin identitet, hvis man ikke kan give udtryk for sine behov eller tanker over for andre.

Det er ikke bare generthed

Det kan være svært at kende forskel på Selektiv Mutisme og almindelig generthed. Nogle gange bliver det også forvekslet med andre ting, som f.eks. autisme, fordi begge dele påvirker, hvordan man er social med andre.

For at det er Selektiv Mutisme, er der dog nogle faste kriterier:

Varighed: Tavsheden skal have varet i mindst en måned.
Ikke sprogproblemer: Det må ikke skyldes, at barnet generelt har svært ved sproget eller mangler ordforråd.
Tryghed: Barnet skal kunne tale normalt i trygge rammer (typisk hjemme).

Vi ser oftest tilstanden hos piger, og det optræder også hyppigere hos to- eller flersprogede børn. Her er det dog vigtigt at sikre, at tavsheden ikke bare skyldes, at barnet endnu ikke har lært det nye sprog ordentligt.

To former for tavshed

Man skelner ofte mellem to typer:

Den specifikke: Barnet er tavs i helt bestemte situationer – f.eks. over for lærere, men taler fint med kammerater og familie.
Den generelle: Barnet taler stort set kun med den allernærmeste familie og er tavs over for alle andre mennesker og på alle andre steder end i hjemmet.

Kort sagt er Selektiv Mutisme en form for angst, hvor barnet “låser” i sin kommunikation. Den mest udbredte opfattelse blandt fagfolk og forskere i dag er, at der er tale om en form for dybereliggende socialangst og nogle gange også separationsangst, hvor angsten for at miste eller blive forladt fylder.

Der er behov for et øget fokus på tidlig opsporing af selektiv mutisme i Danmark. Forskning peger på en tendens til, at der går flere år fra de første symptomer opstår, til barnet modtager den rette hjælp (B. Oerbeck, Stein, Wentzel-Larsen, Langsrud, & Kristensen, 2014). Dette hænger sammen med, at viden om emnet fortsat er sparsom hos de praktikere, der møder børnene i hverdagen.

Selektiv mutisme er en meget kompliceret lidelse. Den kræver stor indsigt, tålmodighed og forståelse. I første omgang handler det om at gøre barnet trygt. Den skabte, trygge alliance er en vigtig puslespilsbrik til at komme ind i barnets univers og grundlæggende for, at barnet kan begynde sin livsudfoldelse mere tydeligt og finde sin stemme i de svære situationer.

Jeg hjælper børn og unge med at bryde tavsheden og genfinde trygheden ved at kommunikere. Jeg har specialiseret mig i at støtte børn og unge, der udfordres af begrænset adgang til deres stemme. Gennem mange års klinisk erfaring skaber jeg – i tæt samarbejde med de daglige voksne i barnets liv – de rette rammer for, at den enkelte kan rykke sig fra tavshed til bedre trivsel.